FootBiz nyhedsbrev #198: Europas næste store fodboldhandel finder sted i nord

FootBiz har fået et nyt hjem. Besøg det nye FootBiz-websted

I årevis var europæisk fodbolds hierarki for spillerhandel relativt let at forstå.

Portugal udviklede og importerede talent, før det blev solgt videre til Europas rigeste ligaer, Holland gjorde noget lignende, og Belgien sluttede sig i stigende grad til dem.

Markeder i en anden region er nu umulige at ignorere.

Europas næste store fodboldhandel finder sted i nord

Ifølge FIFAs seneste internationale transferdata, modtog danske klubber 194 mio. US$ i transfergebyrer under midtvejsvinduet i 2026. De brugte blot 70,8 mio. US$.

Svenske klubber genererede yderligere 117 mio. US$ efter at have brugt 31,7 mio. US$.

Samlet set producerede de to lande derfor ca. 311 mio. US$ i international transferindkomst mod 102,5 mio. US$ i forbrug.

Og udviklingen accelererer. Antallet af udgående internationale transfers fra Danmark steg 22% sammenlignet med den tilsvarende periode et år tidligere.

Sveriges steg 36,2%.

Hvis dette ikke er enorme fodboldøkonomier, er de ved at blive enormt produktive fodboldmarkedspladser.

Klubber som FC Nordsjælland, FC Midtjylland, FC København, Brøndby, Malmö, Hammarby og Djurgården indtager i stigende grad en særlig værdifuld position i fodbolds globale forsyningskæde.

De kan rekruttere spillere, før Europas største ligaer er parate til at løbe risikoen, og kan give meningsfulde førsteholdsminutter tidligere. De kan købe på markeder, hvor Premier League- eller Bundesliga-klubber enten ikke kan eller vil operere lige så effektivt, og når de spillere får succes, kan de sælges ind i et helt andet værdiansættelsesmiljø.

Modellen kræver ikke nødvendigvis, at man finder den næste spiller til 100 mio. €. Den kræver, at man gentagne gange forvandler relativt billig rekruttering til aktiver på 5 mio. €, 10 mio. €, 15 mio. € og 20 mio. €.

Det ekstraordinære er, hvor stor den forretning nu er blevet. Danmark genererede mere international transferindkomst i perioden end Tyrkiet, Argentina, Skotland, Polen eller Serbien. Sverige genererede mere end Argentina.

Og Skandinavien står ikke alene.

Belgiske klubber modtog 515 mio. US$, mens de brugte 258 mio. US$. Hollandske klubber modtog 405 mio. US$, mens de brugte 170 mio. US$. Østrig modtog 187 mio. US$ mod 53,2 mio. US$ brugt.

Der er i praksis ved at udvikle sig en anden europæisk fodboldøkonomi under de rigeste ligaer. England, Spanien, Italien og Tyskland forbliver enorme forbrugere af talent.

Belgien, Holland, Skandinavien og i stigende grad andre mindre europæiske markeder er ved at blive leverandører.

For ejere ændrer det, hvad en lille fodboldklub kan være. Nu behøver tv-indtægter ikke nødvendigvis at bestemme dens økonomiske loft.

Det kan spillerne.

Hvad er en Ligue 2 FC Nantes egentlig værd?

Waldemar Kita købte FC Nantes for ca. 10 mio. € i 2007.

Næsten to årtier senere virker et salg nu mere sandsynligt, end det har gjort i årevis.

Tidligere på måneden bekræftede Nantes-præsidenten offentligt, at han har tre forslag til at erhverve klubben.

Han ville ikke identificere budgiverne med henvisning til fortrolighedsaftaler og afviste specifikt rapporter om, at det ene tilbud kom fra britiske investeringsfonde.

Nantes rykkede ned i maj og spiller nu i Ligue 2.

Kita fortalte Presse Océan, at han har brugt omkring 200 mio. € under sit ejerskab, ca. 10 mio. € om året, uden at tjene penge på klubben.

Hvad er potentielle købere præcis interesserede i, når de køber FC Nantes?

Det umiddelbare finansielle aktiv er ikke særlig attraktivt. Tv-indtægterne fra Ligue 2 er beskedne. Fransk professionel fodbold har mere bredt brugt flere år på at håndtere et dybt udfordret indenlandsk tv-marked.

Nantes ejer heller ikke sit stadion.

Men fodboldklubber værdiansættes ikke udelukkende på næste års pengestrøm. Nantes har vundet det franske mesterskab otte gange og repræsenterer en af Frankrigs største byer.

Den har et akademi med internationalt ry og en historie for at producere spillere som Didier Deschamps, Marcel Desailly og Claude Makélélé, og der findes kun et begrænset antal fodboldinstitutioner af den størrelse, der er til salg.

Denne knaphed er med til at forklare, hvorfor værdiansættelser i fodbold kan opføre sig anderledes end værdiansættelser i konventionelle virksomheder.

Kita siger, at han ikke har travlt, men hans ordvalg har ændret sig.

Efter Nantes' nedrykning anerkendte han, at han stillede spørgsmålstegn ved sin egen position, og antydede, at en ny ejer kunne bringe "en anden vision" og "ny energi".

Efter næsten 20 år lyder det betydeligt mere som en sælger, end det plejer.

Atalantas spillerfabrik nærmer sig 800 mio. € i kursgevinster

Der findes klubber, der sælger spillere, fordi de har brug for penge.

Og der findes klubber, der har gjort salg af spillere til en industriel proces. Atalanta hører bestemt til i den anden kategori.

Denne sommer bød på endnu et bemærkelsesværdigt eksempel. Akademispilleren Marco Palestra skiftede til Chelsea for en pakke til en værdi af 60 mio. €, inklusiv 3 mio. € i bonusser, hvor Atalanta bevarer en ejerandel på 10% i et fremtidigt salg.

Palestra kom til Atalanta som tiårig, reelt uden nogen anskaffelsesomkostninger. Han avancerede gennem akademiet, spillede for Atalantas U23-hold i Serie C, fik 16 førsteholdskampe, brugte sidste sæson på at udvikle sig i Cagliari og er nu blevet et aktiv til en værdi af ca. 60 mio. € .

Det er svært at designe en mere effektiv spillerudviklingstransaktion.

Men Palestra er ikke en undtagelse. Ifølge estimater fra Calcio e Finanza, nærmer Atalanta sig nu 800 mio. € i kursgevinster på spillerhandel under Percassi-æraen. Mere end 500 mio. € af dette er genereret siden 2021.

Tænk på samlebåndet.

Rasmus Højlund ankom fra Sturm Graz og blev solgt til Manchester United et år senere. Cristian Romero ankom fra Juventus, før han efterhånden skabte en enorm profit gennem Tottenham. Teun Koopmeiners blev købt fra AZ og solgt til Juventus.

Dejan Kulusevski, Franck Kessié, Amad Diallo og mange andre passerede gennem den samme maskine.

Så er der de spillere, Atalanta rent faktisk selv producerede.

Palestra repræsenterer derfor endnu en ekstraordinær kursgevinst fra Atalantas udviklingssystem.

Atalanta har ikke opnået dette ved at opføre sig som en økonomisk trængt sælgende klub. Den har samtidig gentagne gange kvalificeret sig til Europa, vundet Europa League, udvidet sit stadion og etableret sig som en af Italiens stærkeste sportsorganisationer.

Spillerhandel har finansieret sportslige ambitioner frem for at erstatte dem.

Det er forskellen på en klub, der en gang imellem sælger spillere godt, og en reel handelsmodel.

Rekruttering identificerer undervurderet talent, coaching øger værdien, førsteholdsmuligheder giver beviser, europæisk konkurrence giver eksponering, salg krystalliserer gevinsten, og pengene bliver derefter geninvesteret i næste generation.

Vores branche bruger enorme mængder tid på at tale om transferudgifter, men Atalanta demonstrerer, hvorfor det mere sigende tal ofte er afkastet på transferinvesteringer. Få klubber har været bedre til det.

En amerikaner har netop købt 40% af Legia Warszawa

En anden amerikansk investor er trådt ind i europæisk fodbold.

Denne gang har han dog ikke købt op i England, Frankrig eller Italien. Han er taget til Polen.

Michael Gorzynski, en amerikansk iværksætter og investor med polske rødder, har erhvervet 40% af Legia Warszawa og er blevet formand for klubbens tilsynsråd.

Eksisterende ejer Dariusz Mioduski beholder 60%, forbliver majoritetsaktionær og fortsætter som formand for bestyrelsen.

Denne aftale er ikke bare Gorzynski, der køber nogle af Mioduskis aktier og rækker den eksisterende ejer en check.

Den kombinerer tre elementer – nye Legia-aktier udstedt gennem en kapitalforhøjelse; eksisterende aktier købt af Mioduski og en aktionærlånefacilitet til at finansiere klubbens løbende drift. Med andre ord går en del af kapitalen rent faktisk ind i Legia.

Klubben siger, at transaktionen vil styrke dens balance, reducere gæld og øge dens evne til at investere, hvilket er rettidigt, fordi Legia er præcis den type europæiske fodboldaktiv, som internationale investorer i stigende grad er ved at forstå.

Den dominerer et stort storbymarked, og Warszawa har en befolkning, der nærmer sig to millioner. Legia har også en af Polens største supportergrupper, et moderne kommunalt stadion åbnet i sin nuværende form i 2010 og regelmæssig adgang til UEFA-konkurrencer.

Alligevel er omkostningerne ved at erhverve en væsentlig andel fortsat markant lavere end prisen for at købe en sammenlignelig sportsinstitution i en af Europas fem største ligaer.

Udfordringen er indtægter. Polske indenlandske tv- og kommercielle indtægter kan ikke matche England, Tyskland, Spanien eller Italien.

Det gør europæisk kvalifikation og spillerhandel uforholdsmæssigt vigtige, men det kan også være investeringsgrundlaget.

Hvis europæisk fodbold bliver endnu mere international kommercielt, og UEFA-konkurrencer fortsætter med at distribuere større beløb ud over de største ligaer, bliver værdiansættelseskløften mellem klubber som Legia og vesteuropæiske modparter stadig mere interessant.

Gorzynski har købt nok af Legia til, at det betyder noget, og vigtigst af alt har han lagt kapital bag væddemålet.

Crystal Palace er vokset fra Selhurst Park. Nu kommer spørgsmålet til 200 mio. £

Crystal Palace har brugt meget af det sidste årti på at transformere næsten alt undtagen sit stadion.

Klubben har etableret sig i Premier League, investeret tungt i sit akademi og træningsinfrastruktur, vundet FA Cuppen og derefter UEFA Conference League og tiltrukket nogle af de rigeste investorer i amerikansk sport.

Selhurst Park indeholder derimod stadig en hovedtribune, der blev bygget i 1924. Det ændrer sig endelig.

Efter årevis med planlægning, forsinkelser og stigende byggeomkostninger, har Palace påbegyndt det fysiske arbejde, der kræves til en genopbygning, der vil øge Selhurst Parks kapacitet fra ca. 26.000 til mere end 34.000.

Den eksisterende hovedtribune rummer omkring 5.200 supportere. Dens afløser vil rumme 13.500 fordelt på tre etager og inkludere markant udvidet virksomhedsgæstfrihed sideløbende med en ny klubbutik, museum og café.

Økonomien i projektet har ændret sig betydeligt, siden Palace først foreslog det. Da genopbygningen blev præsenteret i 2017, var de forventede omkostninger omkring 75 mio. £. I 2022 var det fordoblet til ca. 150 mio. £ efter pandemien og stigninger i byggeomkostninger.

Mere nylige estimater tyder på, at den endelige regning nu vil overstige 200 mio. £. Det lyder enormt for et projekt, der tilføjer omkring 8.000 pladser, selvom pladserne i sig selv ikke rigtig er pointen.

Moderne Premier League-stadionøkonomi bestemmes i stigende grad af, hvad klubberne kan sælge omkring de pladser i form af gæstfrihed, oplevelser og ikke-kampdagsarrangementer. De bliver erhvervsarealer, der kan generere indtægter hele ugen i stedet for på 19 Premier League-eftermiddage hvert år.

Det er her, Selhurst Park ligner en anomali.

Palace har haft stadionet siden 1924 og har nu tilbragt 13 sæsoner i træk i Premier League, men dets fysiske infrastruktur har ikke udviklet sig i nærheden af samme takt som fodboldforretningen omkring det.

Genopbygningen repræsenterer derfor mere end en kapacitetsforøgelse. Det er et forsøg på at lukke en del af den kommercielle kløft, der adskiller Palace fra klubber med sammenlignelige sportslige ambitioner, men betydeligt mere produktive stadioner.

Timingen er særlig interessant, fordi Palace selv er blevet væsentligt mere værdifuldt.

Woody Johnson, ejer af NFL-holdet New York Jets, erhvervede 42,92% af Palace i 2025 efter at have købt John Textors aktiepost. Transaktionen værdiansatte klubben til ca. 550 mio. £ ifølge efterfølgende rapportering.

Johnson sluttede sig til en ejergruppe, der allerede inkluderede de amerikanske investorer Josh Harris og David Blitzer sideløbende med bestyrelsesformand Steve Parish.

I juni rapporterede The Financial Times, at Harris og Blitzer undersøgte et salg af deres samlede 30%-ejerskab, mens andre muligheder for at bringe ny kapital ind i Palace også var under overvejelse.

Det gør stadionet særligt relevant for enhver diskussion om Palaces fremtidige værdi.

Palace er endelig ved at fjerne de forhindringer, der forhindrede den infrastruktur i at blive bygget. Klubben gennemførte købet af seks nabohuse i Wooderson Close i januar. Nedrivningen begyndte i juni.

Den har også indgået en aftale med Sainsbury's om jord, der kræves fra supermarkedets tilstødende parkeringsplads, mens omklædningsrum, elektrisk infrastruktur og andre faciliteter flyttes for at tillade byggeriet at fortsætte, mens Selhurst Park forbliver operativt.

Palace kan ikke bare lukke Selhurst Park i to år og genopbygge det. Den nye struktur designes omkring den eksisterende hovedtribune, så stadionet kan fortsætte med at være vært for kampe under byggeriet.

Når det er færdigt, bør økonomien i Selhurst Park dog se meget anderledes ud. Yderligere ca. 8.000 tilskuere alene over 19 Premier League-hjemmekampe repræsenterer mere end 150.000 ekstra billetter til rådighed hver ligasæson, før pokalkampe medregnes.

At konvertere en århundredgammel tribune til premium-inventar, der passer til en af de rigeste fodboldkonkurrencer i verden, vil være den største gevinst.

I årevis har Palaces stadion uden tvivl sat et loft over den kommercielle udvikling af klubben, og det ekstraordinære er, at Palace alligevel er fortsat med at vokse.

Nu er fodboldklubben og infrastrukturen omkring den endelig ved at indhente hinanden.

Spanien er begyndt at købe spillere igen

Noget ændrede sig stille og roligt i Spanien denne sommer.

LaLiga-klubber brugte 748 mio. € på spillere.

Det tal er ikke specielt bemærkelsesværdigt efter Premier League-standarder; engelske klubber brugte faktisk adskillige gange så meget.

Det, der betyder noget, er, hvad der skete på den anden side af balancen. Spanske klubber genererede kun 485 mio. € fra salg, mens de et år tidligere havde genereret næsten 680 mio. €.

Det betyder, at LaLiga bevægede sig fra noget, der nærmede sig ligevægt på transfermarkedet, mod ca. 263 mio. € i nettoforbrug.

Det kan være en tidlig indikation af en skiftende cyklus. I store dele af perioden efter pandemien blev spansk fodbold associeret med finansielle begrænsninger.

Barcelonas problemer var den mest spektakulære manifestation, men LaLigas kontrol af trupomkostninger tvang klubber i hele konkurrencen til at tænke grundigt over registreringer, lønninger og transferudgifter.

Spanien blev et marked, hvor klubber solgte, før de købte, men det seneste vindue ser anderledes ud.

LaLigas 748 mio. € i udgifter holdt den stadig på fjerdepladsen blandt Europas største ligaer, bag England, Italien og Tyskland, men reduktionen i udgående transferindkomst betød, at spanske klubber genererede betydeligt mindre fra spillersalg, mens de stadig øgede deres udgifter.

FIFAs internationale data peger i samme retning. Spanske klubber brugte 940 mio. US$ på internationale transfers i midtvejsperioden og modtog 773 mio. US$, mens antallet af indgående internationale transfers steg 28%.

Det betyder ikke, at spansk fodbold pludselig har genvundet den købekraft, den besad før pandemien. Det har den ikke.

Premier League befinder sig stadig i et andet finansielt univers, men spillermarkeder er relative.

Hvis spanske klubber kan beholde værdifulde spillere, samtidig med at de bliver lidt mere aggressive købere, forstærkes effekten. Trupperne bliver stærkere, klubberne bliver mere konkurrencedygtige i Europa, spillere bliver efterfølgende mere værdifulde, og ligaen bliver mere attraktiv kommercielt.

I flere år handlede historien om spansk fodbolds transfermarked om, hvad klubberne ikke længere havde råd til. Lad os se, om den periode er begyndt at slutte.

Kilder

FIFA — Mid-Year Transfer Snapshot 2026

L'Équipe — Waldemar Kita siger, at Nantes har tre købsforslag

Calcio e Finanza — Atalanta nærmer sig 800 mio. € i kursgevinster i Percassi-æraen

ANSA — Marco Palestra fuldender Chelsea-transfer

Legia Warszawa — officiel Gorzynski-investeringsmeddelelse — dette er essentielt alt, hvad du behøver for selve transaktionen. Den bekræfter Michael Gorzynskis 40%-andel, at Dariusz Mioduski beholder 60%, at Gorzynski bliver formand for tilsynsrådet, og at Mioduski forbliver formand for bestyrelsen.

Crystal Palace — officiel side for genopbygning af hovedtribunen

The Stadium Business — Genopbygningsomkostninger for Selhurst Park overstiger 200 mio. £

Financial Times — Crystal Palace-aktionærer undersøger salg

Palco23 — LaLiga-transferforbrug sommeren 2026 — kilde til 748,03 mio. € brugt og 484,65 mio. € modtaget, mod 734,30 mio. € brugt og 679,90 mio. € modtaget den foregående sommer. Den understøtter også LaLigas placering som nummer fire i forbrug bag Premier League, Serie A og Bundesliga. Palco23 identificerer sit underliggende datasæt som Transfermarkt.